Dagsarkiv: 3. april 2018

B&U afdelingen 50 år set i det skæve bakspejl.

Kommentar i Weekendavisen den 28.3 2018

DR-B&U afdelingen indkalder til fejring af 50-året for afdelingens etablering  1.april 1968. Som tidligere medarbejder er jeg også inviteret, og sådan en invitation får jo tankerne til at flyve.

Tilbage til en fortid, hvor verden så en del anderledes ud, og hvor man som DR-medarbejder repræsenterede et medie, der stort set var alene på radio- og TV markedet. Tilbage til en arbejdsplads med mange dygtige og engagerede kolleger. Men desværre, også tilbage til en tid hvor meningstyranni og politisk ensretning stille og roligt voksede frem af den ellers så vidtfavnende og grænsesprængende ånd, fra det vi kalder oprøret i 68.

At arbejde i det meget kreative redaktionelle fællesskab i B&U, var et privilegium. Det ville jeg nødigt have været foruden. Men med tiden kølnedes begejstringen i takt med, at det blev sværere og sværere at føle sig som en del af fællesskabet, når man, som jeg, ikke længere havde de “rigtige” meninger.

Mange gode programmer

I tilbageblik var det jo sådan, at i B&U skulle al produktion rettet mod børn og unge samles, og op igennem halvfjerdserne, firserne og halvfemserne fik afdelingen, under karismatiske Mogens Vemmers ledelse, stor succes blandt lyttere og seere.  Mange husker Legestue, Kaj og Andrea. Bamse og Kylling, P4 i P1, Børneradio, Ungdomsredaktionen, Sommerferiebussen, Spørg Olivia, Kleins Komiske Laboratorium, diverse TV julekalendere og meget andet.

B&U var i DR- sammenhæng nyskabende og anderledes. Egentlig red vi programmedarbejdere, som vi blev kaldt dengang, vel blot med på bølgen fra 1968, hvor alt i samfundet blev taget op til revision, herunder at nu syntes man, børn og unge skulle have deres egen stemme. Håret var langt eller halvlangt, tonen frisk og uimponeret af alle slags konventioner, og alt hvad børn og unge kunne finde på at sige, viderebragte vi begejstret, nogle gange til voksenverdenens store undren og til tider forargelse.

Vi sværmede for socialismen

Især ungdomsprogrammerne blev med tiden ikke blot præget af opgør med allehånde skikke og konventioner, men de blev også, indirekte, til en platform for den yderste venstrefløj. Mange yngre mennesker, herunder jeg selv, sværmede dengang for socialismens lokkende visioner om et paradis på jord, en vision der i den rare, bløde form også kunne deles af hippier og blomsterbørn. Medvirkende i programmerne blev nøje udvalgt, så de kunne understøtte denne dagsorden.

En politiker som Erhard Jacobsen kunne godt høre det underliggende budskab, som mange af ungdomsprogrammerne havde, og han var ikke bange for at stå frem og påpege det. Men i stedet for selvransagelse skabte kritikken en stemning af sammenhold og vognborgsmentalitet blandt B&U medarbejderne som, med chefen i spidsen, udviklede evnen til at afvise alle klager som grundløse, til perfektion.

Hardcore kommunister

Sandheden var, at en gruppe hardcore kommunister i en periode havde sat sig på centrale poster i den lille afdeling. Fra historien kender vi teknikken med at lade som om man er demokratisk sindet og accepterer andres politiske holdninger, mens man i virkeligheden arbejder på at fremme sin egen, og kun sin egen dagsorden, og som middel i en overgangsfase samarbejder man med de “nyttige idioter”.

Set i bakspejlet kan alt dette forekomme ganske ligegyldigt. Det lykkedes jo for eksempel ikke at omvende den danske ungdom til at gå ind for proletariatets diktatur endsige få børnene til i samlet flok at kræve børnemagt og forældre og lærere sat fra bestillingen. Mange naive forestillinger trivedes dengang blandt os unge mediefolk, der gerne ville ændre verden. Desværre var udsynet begrænset af dogmer og forestillinger, hentet fra sovjetisk, Mao-kinesisk samt dansk fremstillet kommunistisk og venstresocialistisk propaganda.

Hele den forestillingsverden, der i dag er samlet under betegnelsen Enhedslisten, havde dengang stor indflydelse på meningsdannelsen blandt mediefolk og har det vist desværre stadigvæk. Som jeg oplevede det dengang var det ganske enkelt ikke accepteret, at man, i takt med at man gjorde sine erfaringer og samfundet udviklede sig, kunne blive klogere, skifte mening, ja, blive borgerlig. “Borgerlig” var dengang et skældsord, i den verden kun overgået af det endnu mere stigmatiserende “småborgerlig”.

Rasmus Radiomus mest aflyttede småbørnsprogram

Når B&U fejres og fejrer sig selv, er der aldrig mangel på superlativer om, hvor fantastisk og nyskabende programmerne var, og det er der da også, som nævnt, mange gode eksempler på. Her skal jeg, ubeskedent, ikke undlade at nævne min egen opfindelse, P3 morgenprogrammet “Ti i syv” med Rasmus Radiomus, der i halvfemserne udviklede sig til århundredets mest aflyttede småbørnsprogram. Det værdsattes dog ikke internt, at jeg var gået solo. Programmet blev tålt en årrække, men så blev det lukket ned, så eftertrykkeligt at man i dag går forgæves, hvis man spørger til det i DRs arkiver.

Man kan vel sige, at en B&U afdeling, som vi kendte den, er der ikke brug for i dag. Børn og unge har deres egen smartphone eller tablet. De vælger selv fra en vrimmel af medietilbud. Et DR mediemenneske fra halvfjerdserne ville være bekymret over denne totale frihed og manglen på muligheder for at påvirke den opvoksende generation med de “rigtige” holdninger. Jeg synes, vor tids medieudbud plus sociale medier er et stort fremskridt i forhold til det formynderi, jeg selv var med til at forvalte dengang.

Men trods alt, tillykke med 50 år B&U…

Journalist Christian Winnem

ansat i B&U fra 1974 – 2000