Fjorden

“Der er et yndigt land, det står med brede bøge, nær salten øster strand…”

Man fristes til at tro, at forfatteren Adam Oehlenslaeger lod sig inspirere af en tur på Asnæs ved Kalundborg Fjord dengang i 1819, da han skrev sangen.

 

Ud af havnen

Fra pladsen i Gisseløre Lystbådehavn må sejleren følge den gravede rende, flankeret af rød/grøn sideafmærkning, ud hvor kursen kan sættes mod Asnæsværket, der ligger som den sidste markante forpost, inden selve fjorden åbner sig.

Asnæsværket og Statoil er havnens markante forposter imod fjorden. Modsat Gisseløre tange og det lave vand ud for, som man gør klogt i at sejle i en stor bue udenom.

Følger man sejlklubbens orange kapsejladsbøjer kan det ikke gå galt. De større, røde bøjer, behøver man ikke tage så bogstaveligt. De markerer kun afgrænsningen for, hvilken kurs de store skibe kan følge ud og ind i fjorden. Ofte kan man for sejl holde en kurs, der fører direkte mod Asnæsværkets yderste bro. Og er man heldig, er vinden rummet lidt, inden man når derhen, så man kan sejle videre ud i fjorden uden at vende. For man kan altid regne med at vanddybden omkring kajanlægget er mere end rigelig for et sejlbåd.

Undervejs vil man dog ofte opleve at vinden driller. Snart er den svag, så kommer der et pust fra en lidt anden retning, og sådan kan skiftende vind med skiftende intensitet gøre sejladsen lidt besværlig. De mange vindspring skyldes formentlig de høje bygninger og skorstene ved industrianlæggene, så det er noget man vænner sig til at leve med som Kalundborg sejler.

De hurtigt sejlende motorbåde kan larme og plane henover vandfladen, næsten uanset om det er stille eller der er bølger på. Det kan være træls for en sejler, at man tid efter anden skal tumle rundt i disse bådes voldsomme kølvand. Men det må man tage med, for det er de færreste af disse fartglade bådførere, der kunne komme i tanke om at tage det mindste hensyn.